Henrik Ibsens skrifter

Uagtet jeg vel kan tænke mig at din tid og din opmærksomhed for øjeblikket er stærkt optagen af ​vigtige og alvorlige anliggender, vover jeg dog i henhold til det velvillige sindelag, Du ved så mange lejligheder har vist mig, at henvende mig til Dig i en sag, som for mig og mine har en overmåde stor betydning.

Som du måske vil erindre ​indgav jeg i 1880 til kirkedepartementet et andragende om at der måtte udvirkes kgl. resolution for at min søn, der dengang i 1½ år havde været indskreven som juridisk student ved universitetet i München, måtte tilstedes adgang til at fortsætte sine studier i Kristiania uden forud at underkaste sig andenexamen efter det norske reglement. Dette andragende blev afslået under henvisning til den bestående lovgivning, og ​det forslag til forandring i denne, hvilket Du i sin tid havde den godhed at antyde, synes at have stødt på vanskeligheder; i alle fald vides det ikke at være blevet fremsat.

Da den studerende vej i hjemmet således var spærret for min søn, fortsatte han hersteds sine studier og afsluttede disse for universitetets vedkommende idet han i forrige års sommer tog den juridiske doktorgrad. Under hele sin studietid og fremdeles har han hovedsagelig beskæftiget sig med de politiske videnskaber, med statsret, folkeret, statsøkonomi o. s. v., og han er nu forberedt til nårsomhelst at underkaste sig den her ​brugelige såkaldte ​diplomatiske examen, der giver adgang til ansættelse i udenrigsministeriet samt i ​konsulat- og gesandtskabstjenesten.

Men forinden dette kan ske, er det nødvendigt at han lader sig ​naturalisere. Og her står vi ved det punkt, som det holder så hårdt for os at ​komme ud over. ​Fuldstændig at sige sig løs fra sit fædreland – det er en alvorlig sag.

Det er derfor, at jeg herved, på min søns opfordring, gør det sidste forsøg på at bevare ham som norsk borger idet jeg spørger Dig om Du vilde og kunde ​udvirke et tilsagn eller et løfte fra regeringens side om at min søn må komme i betragtning ved uddelingen af et attaché-stipendium når et sådant næste gang bliver ledigt.

Som kvalifikationer til en sådan stilling skal jeg, foruden hans kundskaber for øvrigt, fremhæve, at han taler og skriver tysk, fransk og italiensk som sit modersmål og at det samme inden kort tid vil være tilfældet ved det engelske. Min søn føler sig særlig kaldet til social-politisk forfattervirksomhed og han mener at en sådan virksomhed lettest lod sig forene med en ansættelse ved et gesandtskab. For tiden er han beskæftiget med et omfattende arbejde om ​«Statsbegrebets udvikling gennem tiderne», hvoraf indledningen har været trykt i «Nyt tidsskrift».

Jeg kunde endnu have mangt og meget at tilføje; men jeg vover ikke yderligere at lægge beslag på din tid. Jeg vil nødig tro – hvad enkelte har ment – at jeg hos en flerhed af ​regeringens medlemmer skulde være i den grad en ​persona ingrata, at jeg ikke skulde turde ​gøre regning på nogensomhelst imødekommenhed. Hvad jeg har at vente af ​ chefen for kirkedepartementet, ved jeg meget godt; men heldigvis er vel ikke hans stemme afgørende i denne sag.

Skulde Du i sin tid ville glæde mig med et par linjer til svar, bedes brevet adresseret til vort herværende konsulat.

Med vore bedste hilsener tegner jeg mig